|
|
|
|
|
Historien om mureren og arkitekten Zacha FriisZacha Friis Af Sv H Rønne  En af de skikkelser, der i meget høj grad har præget og formet naverlivet i de sidste 60 år, er Zacha Friis, eller Niels Christian Zacharias Friis, som hans døbenavn var- men allerede fra barndommen blev han kaldt Zacha, og dette navn blev hans egentlige, så grundigt, at han selv fornægtede de andre navne, der først opklaredes ved hans død, hvor dåbsattesten fremkom.Hans fader var handelsrejsende, senere grosserer, og boede, da Zacha blev født, på hjørnet af Vesterbrogade og Frydendalsvej i København (dette stykke af Vesterbrogade hed dengang Rosenkildevej). I 1877 flyttede familien til Aarhus, og her kom Zacha i skole i Aarhus Latinskole, hvorfra han udgik i 1886 og begyndte at gå i den netop oprettede "Aarhus tekniske Skoles Bygmesterskole", der var baseret på halvårssemestre på skolen i vinterhalvåret og almindelig oplæring i tømrer- eller murerfaget i sommerhalvåret. I 1888 kom han i murerlære i Aarhus. 1889 var han murerforbundter i Nyborg, og i 1890 afsluttede han murerlæren med svendestykke i Helsingør. I 1891 fik han så afgang som arkitekt fra Bygmesterskolen og fik straks arbejde hos sin senere svigerfader, arkitekt Carl Lange, i Aarhus. Her blev hans første opgave opmåling og optegning af godset Friisenborgs 25 kirker. Da han i 1892 blev tildelt et stipendium på 300 kr., besluttede han at "gaa paa Valsen" som murer for at fuldende sin uddannelse og lære skønne bygninger i udlandet at kende. Han startede over ruten Kiel-Rendsborg-Hamburg, hvor han fik godt arbejde, men måtte fortrække pludseligt, da bygrænserne blev lukkede på grund af kolera. Han fortsatte nu pr. bane over Berlin og Dresden til Prag og gik herfra til fods til Wien, hvor han ankom mod årets slutning. Her arbejdede han først som murer en kort tid, men opnår ved særlige energiske anstrengelser at få ansættelse som tegner hos arkitekt Ludwig Schone, hvor han lærer sproget, som han i begyndelsen kun mestrede særdeles ufuldkomment. I denne wienerperiode, der varede til 1894, deltager han ivrigt i livet og arbejdet i den daværende skandinaviske forening, hvor han bliver sekretær,og her skriver han sine første fyndige naversange til de lokale fester, disse bliver hurtigt populære og spredes med de valsende svende viden om, hvad der foranlediger talrige opfordringer om at skrive sange til forskellige lejligheder i de øvrige skandinaviske foreninger i udlandet. Her i Wien bliver således den hyppigst sungne: "Fra Arilds tid drog ud på farten" til, samt "Væggelusevisen". I Wien lægger den nu 23-årige Zacha sig det fuldskæg til, der fulgte ham hele livet og gav ham et særpræg i vor skægløse tid. Da han brød teltpælene op i Wien, drog han videre til fods over de østrigske alper til Venedig og videre til Genua, hvor han ankommer i foråret 1895, men ingensteds slår han sig til ro, før han atter vender stavnen mod nord og når Zürich, hvor der var en blomstrende "skandinavisk forening", og i de farende svendes selskab befandt han sig altid bedst, hvorfor han søger fast arbejde her, han finder det på tegnestuen hos arkitekt Hottingen i et toårigt samarbejde, der bringer Zacha mange smukke opgaver, bl. a. restaureringer i kirker og klostre, hvor hans sikre kunstneriske smag og stilviden får lejlighed til at udfolde sig, og hvor han selv lærer meget. Men ellers dyrkes det særdeles livlige naverliv, der udfolder sig her i Zürich, hvis hule altid har været navernes højborg, og hvor de farende svende på vej mod sydens solrige og minderige egne mødes med de lykkelige, der er på tilbagevejen med rige oplevelser, heraf mange fra den nære Orient og Palæstina, der jo altid har været en valsende svends ønskedrøm. Her i züricherhulen herskede en kunstnerisk stemning, og her mødtes mange af de mennesker, der senere satte deres præg på Danmark i kunst og kultur. Her udfoldedes Zachas evner sig, og herfra spreder hans sange sig til "naverforeningerne" over hele Europa, de synges overalt sammen med sangene fra züricherskjaldene Arnold Hertz, Vilh. Lange, Wantzin, Axel Landgren og andre fortolkere af det frie og farende liv, af livsglæden og den gryende sociale frihed, og her er det, at Zachas sange ligesom graver dybere i det oprindelige, i det danske, med særlig genklang i den nordiske håndværkers hjerte og derfor kommer han efterhånden til at stå som naverskjalden fremfor alle, og hans gennembrud heri sker i Zürich. Vandrelængslen trænger på, og i 1897 går færden videre til Genf, hvor han slår sig ned et årstid, men fortsætter pr. bane til Frankrig opholder sig bl. a. nogen tid i Paris, men falder ikke til i foreningslivet der og drager derfor atter nordover i 1899, hvor han ankommer til Nürnberg efter et lille ophold i München undervejs. I Nürnberg får Zacha arbejde som arkitekt hos Oxenwad og Weismüller, og her virker han i 6 år, og i Nürnbergs atmosfære befinder han sig som fisken i vandet. Byens mange kulturminder om ædelt håndværk, dens mange skønne middelalderbygninger og beboernes jævne, men kammeratlige væremåde, alt dette i påvirker hans følsomme sind og folder sig ud i mange skønne digte, hvoraf størstedelen ikke blev allemandseje, da de var udsprunget i øjeblikkets stemning, i naturen, i forelskede øjeblikke, i sorgfulde stunder i længsler efter Danmark og et par pigeøjne, som han engang havde stirret for dybt i hjemme i Århus, alle disse digte gemte han sky for kammeraterne og først i hans seneste år dukkede de op ved passende lejligheder og overraskede ved sin fine følsomhed. Men også indenfor sit fag stod han på højden, hans arbejder lever endnu i mange facader, der står smukt afstemte i sine middelalderlige omgivelser. Ved en konkurrence om et nyt rådhus i byen får han 1ste præmie, desværre kom det aldrig til udførelse. Den skandinaviske forening i byen er hans hjertebarn, han præger den og bliver snart dens formand, og under hans formandsskab genskabes den, han får renset ud i de svenderåheder og platheder, som hulelivet i de dage var spækket med, han hæver tonen og samværet op i et højere plan, der sætter kammeratskabet på førstepladsen, og det står uomtvisteligt, at hans førerskab på dette område smittede efterhånden, således at tonen i naverhulerne blev en anden og bedre end før i tiden. Efter de mange, mange års forløb træffer man stadig gamle naver, der mindes ham fra hine dage og som fortæller, hvorledes det var ham, der rejste dem, han var altid parat med en håndsrækning, natlogi, mad og påklædning, men også ofte med en mere åndelig håndsrækning, der hyppigt betød mest af det altsammen. Han havde dannet sig et lille hyggeligt hjem i byen bistået af en ung pige Grete, som stod hans hjerte nær, så nær, at da hun den 18 august 1904 døde, mistede Zacha fodfæstet og lysten og tænkte da kun på at rejse hjem. Da foråret kom, blev hjemlængslen så stærk, at han brød op fra den by, som han elskede over alle byer, og som han aldrig glemte. Han skriver i et digt fra disse dage:
På hjemvejen til Danmark besøger han en række byer, han endnu ikke har gæstet. Han dvæler i Heidelberg og Køln, tager rhinturen og gør et længere ophold i Lubeck, før grænsen overskrides og han atter står på dansk jord. Han ansættes hos bygningsinspektør Nicolaj Hansen og gifter sig kort efter med den lille århuspige, han aldrig havde glemt siden ungdomsdagene, hos hendes fader, arkitekt Carl Lange. Hun havde heller aldrig glemt den poetiske ungersvend, hvem hun blev en særdeles god og opofrende hustru i et lykkeligt ægteskab, altid mild og venlig, smilende og forstående, musikalsk og inspirerende var Clara Lange, og mangen en gammel nav mindes endnu med glæde de solskinstimer de tilbragte i hjemmets hyggeatmosfære. Hun skænkede Zacha datteren Grete (senere kunstnerinden Grete Friis Bache), som faderen opdrog i sin ånd i frihed og stræben mod det skønne. Zacha Friis danner i 1906 sammen med arkitekt Sophus Wiedemann et selvstændigt arkitektfirma, der dog efter få års forløb atter ophører. I årene 1907-19 var han arkitekt for det engelske gesandtskab, og i denne periode var han endvidere 5 år i bygningskommissionen. Hans urolige blod og bohemenatur fører ham stadig sammen med hjemvendte håndværkere, for i fællesskab at dyrke minderne fra årene derude, og efterhånden føler han, der ude, kunde samle og opildne de farende svende, en trang til at skabe noget, der kunne samle og bevare de virkelige og dybe værdier, som det gamle rejseliv havde frembragt. Første verdenskrig var jo nu endt og havde for stedse slået det gamle lykkelige vandreliv i stykker. Der fandtes ganske vist nok herhjemme flere foreninger, der samlede berejste håndværkere, men de var meget blandede, og dyrkede kun enkelte selskabelige interesser, som ikke alle følte trang til, og hvor den gamle kammeratskabsånd ofte kom i anden række. En dag i 1919 træffer han så i Tivoli, nogle gamle kammerater derudefra, de drøfter tingene og enes om at prøve at starte en forening hvor minderne og samtalerne om tiden fra den gang skulle være det centrale. I et møde på Kultorvet den 18. juli 1919 virkeliggøres tanken ved dannelsen af en komite med opgave at samle gamle naver fra hele landet, der var udrejst for 25 eller flere år siden. Dette manifesterede sig så i en fest på "Constantia" Strandvejen den 16. august, hvor 107 gamle naver fra hele landet fejrede en 25-årsfest, der kom til at vare et par dage, og herunder blev så den 18. august 1919 foreningen "Det gamle Naverlaug i Danmark" stiftet med formålet hver femte år at samle alle gamle, berejste håndværkere. Fra en beskeden begyndelse arbejder nu Zacha Friis denne forening og til det høje stade den indtager i dag, idet han helt går op i arbejdet, tilsidesættende alt andet, han berejser landet på kryds og tværs og finder, ved hjælp af sin eminente hukommelse, frem til mange af de gamle kammerater fra tiden før verdenskrigen og får dem til at tage tanken op i deres omgivelser og danne lokalforeninger. Det viste sig at trangen var tilstede og er der stadig, efter at genopleve vandreårenes gyldne år i mindet, og fremdrage og udkrystallisere de umådelige positive værdier derfra, til dette var Zacha Friis, den store mester, aldrig overgået af andre. I 1937 mistede Zacha Friis sin elskelige hustru Clara og dermed sin støtte for livet da hun jo var ham den helt ideelle hustru og medarbejder, han gled atter ind i en slags ungkarletilværelse trods sine 66 år og førte selv sin husholdning med åbent hus for gamle naverbrødre, der flittigt besøgte ham i lejligheden i Steen Billesgade, og overværede, hvorledes hans buttede hænder let og elegant førte penslen og udførte de små mesterværker som hans medlemsdiplomer var, håndarbejde fra a til z og af megen høj kunstnerisk standard. Som akvarelmaler var han af meget høj karat, men han udstillede aldrig og solgte sjældent udenfor navernes kreds, men tusinder af hans billeder findes i navere j e på vægge og i mapper. En trøst i alderdommen fik Zacha da datteren Grete i 1945 fik datteren Klara Helene, der blev ham en solstråle i hans sidste år. I foråret 1951 drog Zacha på en af sine rejser ud i provinsen, hvor hans ankomst altid betød liv og glæde og hilstes med begejstring, og som aften efter aften så længe turen varede betød fester i højt tempo. På en sådan tur i februar måned måtte han på grund af biluheld sidde i træk i en times tid hvorfor han pådrog sig en alvorlig Influenza, som han ikke kunne komme over, men stadig skrantede. Vitaminer og den slags kunne man ikke komme til Zacha med. Ved juletid slog det så over i en lungebetændelse, der trods Penicillin og deslige, tog hans sidste kræfter. Han fik hyppige anfald af åndenød, der tvang ham op af sengen, og under et sådant anfald hvor Zacha havde sat sig i sin skrivebordsstol sov han stille ind den 6. januar Hellig 3 Kongers dag 1952. Søndag den 13. januar fandt begravelsen sted fra Set. Jacobskirken på Østerbro. Kirken var fyldt til sidste plads af naverbrødre, strømmet sammen fra hele landet for at vise deres høvding den sidste ære. Det blev en overordentlig stemningsfuld begravelse og til fods fulgte man kisten der førtes i skridtgang til Garnisons kirgegård, hvor den sænkedes nær kapellet, under et gammelt træ hvis grene nu skygger over den mindesten, som det gamle naverlaug satte på graven over ham og hans hustrus aske, der anbragtes ovenpå Kisten før graven blev kastet til. Senere den 18. januar, på Zachas fødselsdag, afholdtes i hulen en mindefest for den afdøde høvding hvor ligeledes repræsentanter fra hele landet og familien var tilstede og ved denne lejlighed tømtes mindebægeret i japansk vin, der var sendt direkte fra en af kammeraterne og naverbrødrene i Yokohama. Fra alle egne af verden indløb kondolencetelegrammer og breve, udtrykkende sorgen over, at navernes samlingmærke ikke var mere. At Zacha Friis uomtvistelig har været sådan et samlingsmærke for naverne høres fra alle sider, og talrige er de anekdoter og muntre oplevelser der knyttes til hans navn og som han for en stor dels vedkommende godkendte, således hans første oplevelse af Hamburg, da han som ung og meget uerfaren svend kom valsende ind i byen og gik omkring, søgende logi og arbejde.  Han havde ventet, at det ville være let at finde begge dele, men han travede rundt ,uden at finde nogen af delene. Det blev hen ad aften og i sin nød antastede han forskellige forbipasserende, men ingen havde tid, eller ville hjælpe. Endelig standser han en pæn, ældre herre, der straks er elskværdig overfor udlændingen idet han oven i købet tilbyder ham logi hjemme hos sig og fører ham til en pæn lejlighed i et af de mørke kvarterer bag Set. Michaelis kirken. Han beværtes med mad og drikke og efter en lang udspørgen, får han anvist et værelse med en dejlig seng, som Zacha, der jo er meget træt hurtigt falder i søvn i. Næste morgen vågner han ved kvindestemmer og ser sig ganske forfærdet om, thi på sengekanten sidder tre nydelige, unge piger i lette kostumer og byder ham leende velkommen. De erklærer, at den rare, gamle herre fra i går er deres papa og at han har bedt dem om at tage sig pænt af ham og vise ham byen medens faderen vil prøve at skaffe Zacha arbejde hos en arkitekt, som han havde udtalt ønsket om.Zacha kommer i tøjet, lidt genert, men følger med pigerne rundt i byen. Ingen steder må han betale, han kan jo altid gøre gengæld når han får arbejde, nu er han deres gæst. Hen ad aften når de atter hjem og papa fortæller nu, at det er lykkedes ham at skaffe Zacha arbejde hos den og den arkitekt i nærheden til hvem Zacha straks må henvende sig. Dette sker og Zacha får også straks arbejde på tegnestuen i henhold til den smukke anbefaling han har fået af den herre der ringede for ham. Zacha skal nu opgive sin adresse. Men da arkitekten hører denne slår han hænderne sammen og byder ham omgående søge andet logi, da det hvor han bor i er et af byens mest berygtede bordeller! Tableau! Det var en meget forfjamsket Zacha der kom hjem til logiet, som han forresten hurtig blev løst fra, men dog aldrig siden kunne glemme.  En anden oplevelse er hans antagelse i Wien på arkitekt Ludwig Schones kontor. Zacha ville meget gerne ansættes her, da denne arkitekt havde været vor landsmand Theofilius Hansens højre hånd- så hos ham måtte der være meget at lære. Efter flere meget ihærdige forsøg, lykkes det endelig at få en kort ansættelse, dette sidste præciseres stærkt.Nå, Zacha begynder, men spørger lidt rigeligt, der var jo forskellige sprogvanskeligheder der skulle klares, og det gik småt hermed. Så efter en uges arbejde meddeler kontorchef Frolich ham lørdag aften, at her er hans løn, og så er der ikke mere arbejde, han skal altså ikke møde mere "Verstanden?". "Jawohl!" svarer Zacha og går hele søndagen rundt i dårligt humør, men får en lys idé, og om mandagen stiller han atter, som sædvanlig på kontoret og indtager sin plads. Kollegaerne gør ham opmærksom på fejltagelsen, at han er afskediget osv. Zacha svarer blot "Jawohl" og fortsætter arbejdet. Kontorchefen kommer og spørger atter om han da ikke har forstået det, men får kun svaret "Jawohl". Man ved ikke hvad man skal gøre. Så kommer chefen i det samme, han bliver sat ind i situationen, morer sig og siger: "Skidt, lad ham da blive endnu en Uge". Da lørdagen kommer går han selv hen til Zacha og giver ham ugelønnen og nogle breve, som skal bringes på posthuset, og siger kort og fyndigt: "Ja, så er der altså absolut ikke mere arbejde. De er afskediget, forstår De?". "Jawohl!" svarer Zacha og går, men møder atter om mandagen. Stor panik omkring ham, men Zacha fortsætter rolig og uanfægtet sit arbejde. Stor rådslagning da Schone kommer, men enden på det blev, at Zacha fik lov at blive, og blev der i hele to år til megen gensidig glæde. Og så sluttelig en lille oplevelse fra Nürnberg, fra tiden da han var formand for Skandinavisk Forening. En skønne dag meddeles det, at Hans Majestæt Kong Christian den 9. er kommet til byen på gennemrejse og bor på "Wiirtzburger Hof". Zacha tager stadstøjet på og går til adjudanten, kaptajn Kaufmann og søger audiens, hvilket bevilliges ham den næste formiddag.  Zacha ankommer noget nervøs til audiensen og træffer i forværelset den danske konsul Lang fra Nurnberg, der skal i audiens efter Zacha. Lang der var tysker og ikke kunne tale dansk, blev nervøs da han ser Zacha, der kort forinden havde haft et sammenstød med ham om de rejsende svende, som han behandlede uvenligt, og nu frygtede han at Zacha skulle forklage ham overfor kongen. Han begyndte derfor at spørge Zacha om dette var grunden til hans audiens. Zacha greb det og sagde at dette blandt andet var grunden, men at han kunne tænke sig at undlade omtale for kongen, dersom Lang fremtidig ville love højt og helligt at ændre sin indstilling overfor naverne. Dette lovede Lang og tilføjede, at dersom Zacha ville omtale ham velvilligt, ville han fremtidig hver jul give 50 mark til navernes julefest.Da Zacha fik foretræde for majestæten i sit flotte, nye snit fra skrædder Kujak, stod Kongen ved et marmorbord i lokalet. Han bad Zacha tage plads, idet han selv satte sig og spurgte, hvad der førte ham hid. Zacha udfoldede nu sine talegaver og overbragte kongen en hilsen fra byens naver, de håndværkere der skønt langt fra Danmark, var mere danske end mange hjemme, og var det med hjertet, og som her på kontinentet var Danmarks forposter, og som gode håndværkere den bedste reklame Danmark havde i udlandet. Kongen takkede og spurgte, idet han fingerede stærkt ved knaphullet, om der Ake var noget han kunne gøre, noget for Zacha eller foreningen. Hvortil Zacha svarede: "Ikke personligt, men dersom Deres Majestæt kunne tænke at ville skænke naverne et Dannebrogsflag til afløsning af det gamle, ville det stedse blive naverne et kært minde". Kongen skænkede derpå et rundt beløb til et nyt flag og audiensen var forbi. Herpå trak Zacha sig efter forskriften baglæns tilbage, idet han takkede og bukkede. 3 skridt og et buk, 3 skridtog atter et buk og sluttelig 3 skridt og endnu et buk. Ved det sidste buk var han uden at vide det nået klods på døren, så det sidste buk traf døren med et mægtigt bump, der atter kastede Zacha frem på alle fire for Majestæten. Døren åbnede sig barmhjertigt, men det sidste Zacha så af Majestæten var et ualmindeligt stort og velvilligt smil. Som slutapoteose kan nævnes, at naverne blev bedre behandlede og hver jul siden fik 50 mark af konsulen, der nogen tid efter Majestætens besøg kunne promenere et strålende ridderkors. |